Charlotte skal vente et halvt år på behandling af potentielt livsfarlig sygdom: ”Fuldstændig uacceptabelt”

Hver dag lever Charlotte med usikkerheden om, hvornår næste anfald rammer – og om det bliver så voldsomt, at hun må ringe 112. Men behandling kan hun først få om et halvt år.

Charlotte Schmücker er klar over, at hun bliver nødt til at ringe 112 næste gang, hun får et anfald af nældefeber.
Foto: Oline Kjær-Richardt

Af Oline Kjær-Richardt & Hjalmar Larsen

Da Charlotte midt om natten vågnede af at have kløet sig selv til blods, vidste hun, at den var gal igen. Det røde udslæt over det meste af hendes krop vidnede om, at endnu et nældefeberanfald havde ramt hende. Men denne gang var værre end de tidligere.

”Til at starte med havde jeg et anfald en til to gange om ugen.”

De sidste tre måneder har Charlotte Schmücker kæmpet med en pludseligt opstået nældefeber, som har fyldt meget i hendes hverdag.

Sammen med sin læge har Charlotte afprøvet forskellige muligheder, som skulle hjælpe. Men på trods af, at der er kommet længere tid mellem hvert anfald, er de taget til i styrke og dermed også fare.

 ”Ved mit seneste anfald hævede jeg op i munden og halsen. Nu har jeg fået at vide, at jeg skal ringe 112 næste gang, jeg får et anfald. Der begyndte jeg at blive bekymret. Fordi det kan jo blive livsfarligt, når det begynder at hæve op i halsen.”

Efter den oplevelse, blev hun henvist til Regionshospitalet i Gødstrup med henblik på udredning og behandling. Men tiden, hun har fået, ligger om 6 måneder. Og det synes Charlotte er længe.

”Det er jo lidt skræmmende, at man skal vente så længe”

Farlige ventetider

Hos Astma-Allergi Danmark kender de godt til de lange ventetider, og de stiller sig kritisk overfor situationen, som Charlotte er sat i. Deres kommunikationschef forklarer:

”Nældefeber kan være ekstremt smertefuldt, så den ventetid er fuldstændig uacceptabel. Det kan hun ikke vente på”

Simon Francis Thomsen, professor i Dermatologi ved Københavns Universitet, udtrykker også bekymring for ventetiden.

”6 måneders ventetid ved nældefeber er meget længe. Hun har behov for behandling hurtigere”

Usikkerhed

Charlotte selv, ser frem på de næste 6 måneder med uvished.

”Jeg er lidt betænksom for det næste halve år, men jeg prøver at huske mig selv på, at jeg kan få hurtig hjælp ved at ringe 112”

Hvor mange gange hun får brug for at gøre det, kan hun kun gætte på, fortæller hun.

1 Response

  1. Karsten Bang siger:

    God artikel, godt at få belyst de problemstillinger vi ikke hører så meget til i dagligdagen.

Skriv et svar til Karsten Bang Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *