Inklusion og fællesskab danner rammerne for VM i ishockey

Til VM i ishockey strømmer frivillige til. De er både drevet af det fællesskab det giver at hjælpe til, og en inkluderende tilgang, hvor alle er velkomne, uanset særlige behov.

Af: Magnus Gucz

Lone Nilsen er en af de frivillige der står klar til at tage imod de mange fans. Foto: Magnus Gucz

Overvældende tilslutning

VM i Ishockey er på bedding i Herning. Når startskuddet lyder den 9. maj, vil det være med et stort hold af frivillige, der har tilbudt deres opbakning til turneringen. Mange af de frivillige har meldt sig til på grund af det stærke sammenhold, der findes blandt dem. Desuden har de ansvarlige i år haft fokus på at inkludere frivillige med særlige behov.

”Det er superfedt, at der er så mange, der gerne vil give en hånd med. Vi er dybt afhængige af frivillige, for uden dem ville det her arrangement ikke blive nær så godt”, fortæller frivilligansvarlig Pia Worm.

Det er fællesskabet, der trækker

Pia Worm er da også lykkelig for opbakningen, arrangementet har modtaget:

“Borgerne i Herning Kommune kan godt lide at være en del af de store sportsbegivenheder. Vi er meget ydmyge og taknemmelige over at være kommet så hurtigt i mål.”

Nogle af de frivillige peger selv på, at det er fællesskabet, der trækker, blandt andet Herning Bluefox-superfan Lone, som for første gang har meldt sig som frivillig:

“Det er fællesskabet, der trækker. Selvom jeg har nogle fysiske udfordringer, føler jeg, at jeg kan bidrage og være en del af noget større.”

Inklusion af frivillige med særlige behov

Arrangørerne har i år også gjort en ekstra indsats for at inkludere flere frivillige med særlige behov, og dette har været et meget succesfuldt tiltag for dem.

“Vi vil gerne arbejde med bæredygtighed og social inklusion. Derfor har vi inviteret alle ind, uanset om de har særlige behov”, fortæller Pia Worm.

Lone er et godt eksempel på, at det nye tiltag har båret frugt. Hun er afhængig af kørestol for at komme rundt, men hun har alligevel tilbudt sin hjælp:

“Jeg tænkte: Hvorfor ikke prøve? Jeg kan stadig bidrage, og det betyder meget for mig at være en del af fællesskabet,” siger hun.

Nye og gengangere

Størstedelen af dem, der har meldt sig til som frivillige, har tidligere erfaring fra andre store sportsbegivenheder, som Herning har lagt baner til.

”Vi har set mange gengangere fra tidligere arrangementer, som har haft gode oplevelser og derfor melder sig igen”, forklarer Pia Worm.

Derudover tilføjer hun også, at der er mange af de nye frivillige, der ser meget frem til at blive en del af det enestående fællesskab, de store turneringer danner.

Pia Worm fortæller også om, hvor stor en logistisk opgave det er for de ansvarlige at koordinere de mange frivillige og sikre, at de alle er klædt bedst muligt på til deres givne opgaver.

En oplevelse for livet

For de frivillige vejer oplevelsen af at være en del af noget større højere end arbejdsbyrden.

“Det er sjovt at være med, og man lærer en masse nye mennesker at kende,” siger Lone.

Pia Worm stemmer i: “Det er en gave at arbejde med frivillige. De bliver næsten ens familie i de uger, arrangementet står på.”

Du kan møde Lone, Pia og mere end 500 andre frivillige når VM i ishockey løber af stablen den 9. Maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *